Skyggen

Gustave Doré Den dunkle skov 1855-1861

fra Dante’s Guddommelige Komedie

En af de centrale dele af C.G. Jungs model for den menneskelige psyke er Skyggen. I den fysiske verden kan vi konstatere, at hvor der er lys, er der også altid skygge. Jung overførte dette natur­fænomen til psyken på den måde, at i lyset ligger det, vi er bevidste om, mens skyggen rummer det der skjuler sig i vores ubevidste.

Skyggen rummer både negativt og positivt. Der er de mindre flatterende sider af vores person­lighed, de sider, vi ikke rigtig vil kendes ved, der ligger i skygge, og som vi ubevidst kan komme til at lade gå ud over os selv eller personer i vores omgivelser. Men Skyggen rummer også poten­tiale, dvs. sider af vores personlighed, der er mindre udviklede, fordi de måske blev talt ned i skolen eller af familiemedlemmer, ikke nødvendigvis i en ond mening, men fx fordi de syntes det var bedst for os at være ’realistiske’, læs: ikke være for anderledes i forhold til gruppen.

At gå ind i det dunkle og gøre det store arbejde med at få et potentiale frem i lyset, såvel som at få ens mindre flatterende sider og tilbøjeligheder frem, kan blive en stor berigelse i ens liv og gøre det muligt at opbygge en bedre indre balance og dermed ofte også bedre relationer til andre.

Anbefalet litteratur: Marie-Louise von Franz Skyggen og det onde i eventyr, Gyldendal 1993.

Læs om Marie-Louise von Franz i den Store Danske Encyklopædi her.