Drømme og forvandling

Gåseøjne

Ligesom en plante frembringer sin blomst,

skaber psyken sine symboler.

Hver drøm er et tegn på denne proces.

C. G. Jung Mennesket og dets symboler 1964 / 1991

Le Mal du Pays

René Magritte Hjemve 1941

Self-Portrait - Leonora Carrington

Leonora Carrington Selvportræt 1937

I min terapeutiske tilgang arbejder jeg dels med samtaleterapi, dels med drømme, eventyr, myter og symboler. Det kan give en dybere forståelse af følelsesmæssigt belastende tilstande i hverdagen, af fortiden og af levet liv i nutiden, måske en smertefuld og rå virkelighed, måske en pinefuld forudsigelig og grå virkelighed. Håb kan fødes, sjælen kan næres, krop og sind falde til ro, nye spirer kan slå rod og ressourcer vokse, og en bro, en forbindelse kan skabes mellem fortid og nutid, der ophæver splittelse og giver fornyet indre fred.

Tilbagevendende drømme-temaer:

Måske kender du til et eller flere temaer, der er gået og går igen i dine natlige drømme og måske har gjort det i årevis? Sådanne temaer/drømme kan være et vindue ind til psykiske og sjælelige rum, vi ikke kan nå med intellektet alene. Drømme kommer fra ubevidste lag i os og kan være bærere af vigtige indsigter.

Tilbagevendende mareridt:

Man kan sagtens have en velfungerende hverdag, hvor man med lange mellemrum oplever en nat forstyrret af måske det samme mareridt. Som man hver gang ryster af sig og fortsætter sit liv som om intet var hændt. Men måske en dag tænker man, at det er alligevel besynderligt med de samme billeder og oplevelser fra det tilbagevendende mareridt – måske gemmer der sig noget i dem?

Mareridt kan ulykkeligvis også være det, der for nogle mennesker har karakter af at afbryde den natlige søvn så hyppigt, at mareridtenes indhold og medfølgende angst også fylder i den vågne tid. Det kan blive invaliderende, ødelægge hverdagen og gå ud over studier eller job.

Om Jungs syn på drømme:
Følg link til den Store Danske Encyklopædis artikel her.